Hvidvaskloven
Nu tales der jævnligt omkring “hvidvaskloven” eller som den korrekt hedder:
Der er følgelig mange forhold, som man som erhvervsdrivende skal være opmærksom på i denne forbindelse. Især nævnes flere brancher specifikt i lovens bestemmelser, hvorfor der nødvendigvis også er mere fokus på disse brancher. Der jvf. § 1 stk. 1 tale om brancher, som leverer tjenesteydelser som relaterer sig til områder med penge-transaktioner (meget bredt formuleret). Denne bestemmelse er en såkaldt positivliste for de omtalte brancher, som under alle omstændigheder skal overholde “hvidvasklovens” bestemmelser.
Den specificeres yderligere i lovens kapitel 2: Definitioner, § 3 stk. 1, hvor der opremses tjenesteudbydere jvf. § 1 stk.1 og definitionen på de pågældende virksomheder.
Fælles for de forskellige brancher er, at de alle tjenesteudbydere skal registreres i det såkaldte “Hvidvaskregister”, hvor flere professionelle tjenesteudbydere automatisk registreres, eks. advokater, statsautoriserede og registrerede revisorer m.fl.. De brancher som er omfattet af lovens bestemmelse, men ikke automatisk registreres i hvidvaskregisteret, skal selv indsende anmodning om registrering og godkendes, inden disse tjenesteudbydere i givet fald må påbegynde deres virksomhed.
Der føres løbende tilsyn med alle tjenesteudbydere, hvilket sker gennem eks. Finanstilsynet, Advokatrådet, Erhvervsstyrelsen, Revisortilsynet m.fl..
En meget aktuel bestemmelse i loven er § 2 stk. 1, “Kontantforbud”, som citeres her:
§ 2. Erhvervsdrivende, som ikke er omfattet af § 1, stk. 1, må ikke modtage kontantbetalinger på 50.000 kr. eller derover, hvad enten betalingen sker på én gang eller som flere betalinger, der ser ud til at være indbyrdes forbundet.
Dette ikke at forveksle med skattelovgivningens kontantforbud, idet hvidvaskloven omhandler som ovenfor nævnt pengetranskationer.
Kapitel 3: Undersøgelses- og underretningspligt
Det fremgår med megen alvor af lovens § 6 og § 7, at der for de omhandlede tjenesteudbydere er en helt klar forpligtelse til dels at undersøge forhold, som kan være mistænkelige, men tillige også en underretningspligt (anmeldelsespligt), hvis de foretagne undersøgelser konkluderer, at der foreligger forhold, som bekræfter den oprindelige mistanke.
Således fremgår det af lovens § 6 stk. 1. følgende omkring undersøgelsespligten:
§ 6. De af loven omfattede virksomheder og personer skal være opmærksom på kunders aktiviteter, som på grund af deres karakter særlig menes at kunne have tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme.
Af lovens § 7 stk. 1 er der følgende omkring underretningspligten:
§ 7. Hvis der er mistanke om, at en kundes transaktion eller henvendelse har eller har haft tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme, skal de af loven omfattede virksomheder og personer undersøge transaktionen eller henvendelsen nærmere. Hvis mistanken vedrører lovovertrædelser, der kan straffes med fængsel i over 1 år, og denne mistanke ikke kan afkræftes, skal Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet omgående underrettes.
I lovens kapitel 4: Legitimation m.v., opremses helt specifikt, hvilken form og hvilke forhold, som skal iagttages i forbindelse med legitimationen af kunderne, hvor der sondres mellem “Faste kundeforhold”, “Lejlighedskunder” samt “Transaktioner for tredjemand” m.fl.. Det er helt ufravigeligt, at tjenesteudbyderen har en skærpet dokumentationspligt i denne forbindelse, hvilket også bevirker, at der jvf. lovens § 23 stk. 1 er krav om, at dokumentationen skal opbevares i 5 år. Dette er også gældende i de tilfælde, hvor tjenesteudbyderen er ophørt med virksomhed, hvor ejerne/ledelsen så har pligt til fortsat at opbevare dokumentationen i 5 år efter transaktionerne, så denne kan fremfindes og forevises.
Kapitel 8: Registrering og tilsyn m.v., hvor det fremgår, hvilke tilsyn m.v. som kontrollerer tjenesteudbyderne indenfor de forskellige brancher.
Jeg håber denne lidt forkortet gennemgang, giver lidt bedre forståelse af begrebet omkring “Hvidvaskloven”.
Copyright secured by Digiprove © 2018-2020